Social eksklusions angst

En historie fra det virkelige liv, omkring social eksklusions angst:

Karin skulle efter 10 klasse begynde på gymnasium, men blev på forhånd advaret fra familie af, om det nu var det bedste for hende, da det måske ikke var det faglige rette sted for hende. Men Karin var ligeglad, for gymnasium har hun altid troede var det ”rigtige” at gøre.

Karin begyndte på gymnasium og kom i klasse med sin søster (tvillingesøster), hvilket de begge var meget glade for. Efter ”opstartstiden” på gymnasiet var slut og den virkelige hverdag nu startede, kunne Karin hurtigt mærke at det var fagligt svært for hende at følge med. Karins søster havde det dog ikke sådan - hun synes dog også det var hårdt, men kunne fint følge med. Resten af klassen var af samme mening, som Karins søster.

Karins søster hjalp ofte Karin til at kunne ”skjule” overfor sine klasse kammerater at hun ikke kunne følge med – de læste lektier sammen og var ofte sammen når man skulle gå sammen to-og-to. Her lavede Karins søster det meste af arbejdet.

I undervisningen blev klassen ofte del op i grupper, og i starten var det altid læren som lavede grupperne. Når Karin var i gruppearbejde, opdagede hun hurtigt at hun ikke længere kunne skjule sin faglige ”dumhed” (det tænkte hun om det dengang). Det gjorde at de andre i gruppen hurtigt kunne blive irriteret på hende, da hun aldrig kunne bidrage med noget til gruppearbejdet.

I mellemtiden mens alt dette foregår, bliver klassen også screenet, for at se om der er nogle der har brug for IT rygsæk (hjælpemiddel til ordblinde). Karin blev testet ”positiv” for ordblindhed og får derfor en IT rygsæk, som gør at hun i større grad føler, at alle på lang afstand kan se at hun er dum.

I slutningen af 1.g begyndte det også at påvirke det sociale liv på skolen, for Karin. Hun kunne mærke at folk ikke gad at være sammen med hende i gruppearbejde, og at det også påvirkede deres mening om hende i fritiden. Folk så hende som generelt ”dum” og Karin holdte sig derfor mest til sin søster.

Efter sommerferien skulle hun begynde i 2.g og Karin kunne godt mærke hun var nervøs. Men hun var dog aldrig i tvivl om at hun skulle forsætte sin skolegang, da hun stadig var af den mening at det var det rigtige at gøre. For hvis ikke man tog en gymnasial uddannelse, var man en taber.

Alt er forværret efter sommerferien. Karin kan nu mærke at hver gang hun skal i skole, har hun vejrtrækningsproblemer. Ingen gider at være i gruppearbejde med hende, så det er kun hendes søster hun har tilbage. Mén nu begynder hendes søster også at ikke vil være i gruppe med hende. Hun gør det dog, for hvem skulle ellers være sammen med hendes søster? Men det er med sure miner, da hun skal lave alt gruppearbejdet. For Karin kan fagligt ikke finde ud af det.

Karin begynder dagligt at gå ud på toilettet at græde, for Karin føler at ingen på denne skole kan lide hende og vil hende. For hun er dum.

En skolevejleder ”tvinger” i samarbejde med Karins mor, Karin til at skifte uddannelse. Efter juleferien i 2.g stopper Karin på gymnasie og starter på en anden uddannelse, der meget mere var noget for hende. Hvilket resulterede i at Karin hurtigt blev ”sig selv” igen og fik mange gode venskaber i klassen, på hendes nye skole. Karin fik derudover taget en ny ordblinde test, som viste at hun ikke var ordblind.

Reflektion:

Vi kan i historien konkludere at Karin har social eksklusions angst. Det kan vi bl.a. fordi hun hænger så hårdt fast i at hun skal gå på gymnasie, for ikke at blive ekskluderet fra hvad samfundet mener er "normalt", altså samfundets normer og regler (ifølge Karin). Hun er bange for at komme udenfor fællesskabet, da hendes sociale omgangskreds befinder sig der, bl.a. hendes søster. Derfor prøver hun så hårdt at falde fast i det. Det påvirker også flere aspekter af hendes liv. Hun bliver nemlig svagere socialt, fysisk, psykisk og fagligt. Hendes potientielle udvikling kommer ikke til sin rette.