En Tur i Feltstudie

Vi har været i feltstudie i tre dage, i forskellige institutioner. Vi har fokuserede på tre praktiskfortællinger.

Riskozonen

Vi befinder os i en børnehave, hvor to pædagoger sidder i en legestue og snakker. Sebastian har de seneste par dage haft et udslæt/skidt siddende i hovedet, og da Sebastian går forbi dem siger den ene pædagog til den anden: ”Se lige, sådan har han set ud de sidste tre dage. Hans forældre har sikkert glemt at vaske ham”.

I denne dialog kan man se hvordan fordomme og forståelser kommer til udtryk. Pointen er at man skal tænke over hvad man siger i et åbent rum, hvor andre børn og pædagoger befinder sig i. Hvis et barn hørte at pædagogen sagde at Sebastian var usoigneret, kan det hurtigt udvikle sig til at alle børnene i børnehaven synes at Sebastian er beskidt og ikke bliver vasket. Hvis situationen havde udviklet sig kunne det i værste tilfælde føre til eksklusion.

En virtuel verden

Nik sidder tit med sin ipad og spiller på den. Han har svært ved at lægge den fra sig når han skal noget andet.

Jeg har været i feltstudie på en aflastningsinstitution for børn og unge med udviklingsforstyrrelser. situationen foregår på niks værelse mellem ham og jeg.

Jeg går hen til niks værelse og banker på og åbner døren. Jeg sætter mig på sengen ved siden af ham. Mig ” nik du skal ned og have middagsmad om 10. minutter. Når stopuret ringer skal du komme ned og aflevere ipaden. Nik ” ja ja” mig ” jeg vil gerne have at du gentager hvad jeg siger ” nik ” hvad” mig ” når stopuret ringer skal du komme ned med Ipaden” nik ” okay når stopuret ringer kommer jeg ned med ipaden” jeg smiler og kigger på ham ” ja det var det jeg sagde” jeg går ud i køkkenet og dækker bord. Jeg kigger på uret der er gået 13 minutter og jeg går op til ham. Jeg banker på døren og åbner. ” hej nik hvad laver du” jeg spiller roblox, prøv lige at se det her” han peger på ipaden og kigger hurtigt op og ned igen. Jeg kigger på ipaden. Mig ” jeg kan godt se at du gerne vil spille på ipaden, det ser også vildt spændende ud, men vi skal ned og spise middagsmad med de andre” nik ” jeg vil ikke have noget at spise nu, jeg spiller lige og det er et vigtigt spil jeg er i gang med” jeg rejser mig fra sengen og tager hans piktogram skema frem. ” nik du skal lige holde pause med spillet og kigge på dit skema” nik spiller videre på ipaden. Mig ” jeg tæller ned fra 10 og så vil jeg gerne havde du sætter spillet på pause” nik ” han kigger på mig ” jaja jeg skal lige gøre noget” mig ” 10,9,8,7,6,5,4,3” han ligger ipaden. Nik” okay hvad er der med skemaet” jeg sætter mig ned over for ham. Mig” du er kommet til middagsmad billedet ” jeg peger på billedet ” når du har spist har du fritid” jeg peger på billedet med fritidsmærket mig ” du kan spørge om jay vil være med til at spille roblox, han har nemlig fortalt at han også spiller det” nik ” ja det vil jeg gøre, men jeg gider ikke spise nu” mig ” det er okay hvis du ikke er sulten, men du skal komme med ned til bordet sammen med os andre” nik ligger ipaden hårdt ned i bordet. nik” jeg vil ikke med og jeg går ikke med ” mig ” vi kan ikke komme videre med dit skema, før du har været med til middagsmaden og så går der længere tid før du får fritid igen” han ryster på hovedet. Han kigger på mig og siger intet. Vi sidder og kigger på hinanden. Nik ”jeg hader det lorte skema, jeg ligner en spasser nå jeg går rundt og kigger på det” han skubber til skemaet. Jeg kigger på ham. Mig ” skemaet hjælper dig med at finde ud af hvornår du skal hvad. Jeg kan godt finde ud af at lave skema på din ipad, så kan vi hjælpes ad med at med det” nik nikker ” men jeg vil stadig ikke med ned” mig” vi kan aftale at du kan spille 5 minutter mere og så komme ned, det ved jeg at du kan finde ud af” nik ” okay det vil jeg gerne” jeg går ud i køkkenet og sætter mig med de andre og spiser. Efter 5 min kommer nik ned og sætter sig.

I situationen med nik og hans ipad er jeg kommet til at tænke over om ipaden er et redskab for ham, til at skærme af for omverdenen. grunden til jeg ville have ham med hen og spise med os andre, er at det er en regel på institutionen men også fordi der er stor risiko for at han bliver ekskluderet fra fællesskabet, hvis han ikke er med når vi alle mødes om bordet.

Man kan også se i situationen at der veksles hele tid mellem lineær og cirkulær sammenspil, ved at være påståede og undersøgende. her bliver der også brug forhandlinger, det er tydeligt at han ses som subjekt i stedet for et objekt

At følge Initiativ

Ude i sandkassen sad en pige alene og fyldte sand i diverse forme. Jeg gik over til hende, satte mig ned, og spurgte hvad hun lavede. Hun svarede ikke, og fortsatte blot sin egen leg, uden at kigge op. Nogle andre børn kom over til os og satte sig ned, og begyndte også at fylde sand i hendes forme. Hun sagde ikke noget til at nogen hjalp hende. Jeg prøvede at spørge om hendes navn - igen uden noget respons, så de andre børn fortalte mig hendes navn. Jeg begyndte at at fylde sand i hendes forme, og foreslog at vi vendte formene for at se de fine figurer de skabte i sandet. Hun kiggede mens jeg gjorde det. Jeg udbrød "eeeej, se! Fisken mangler sine øjne! Der var ikke nok sand i formen, så vi må prøve en gang til!" Vi havde endnu ikke haft øjenkontakt, men hun fyldte formene op igen, og vi prøvede igen. Denne gang var det en anden form der manglede ben, så jeg prøvede igen med "eeej, nu mangler den jo ben!" og kiggede overrasket på hende. Nu kiggede hun på mig og gav mig et smil. Hun tog formen, fyldte den op endnu engang, og vendte den selv ned i sandet. Figuren var vellykket, og manglede hverken ben eller øjne. Jeg sagde "se nu! Den blev rigtig flot!" og hun havde et stort smil på læben, mens hun kiggede på mig. Der efter spurgte jeg om jeg skulle prøve at skabe en sand figur ud af mine frie hænder, og de andre børn foreslog en blæksprutte. Hun og de andre børn kiggede, mens jeg lavede blæksprutten, og jeg kunne se at pigen også var begyndt at lave en blæksprutte ud af sine egne frie hænder. Hun kiggede smilende på mig når hun var færdig, og jeg spurgte om vores blæksprutter var bedste venner. Hun nikkede smilende til mig.

Ved at kigge på pigens interesser og det som fyldte noget for hende i øjeblikket, fik jeg endelig den kontakt jeg søgte. Pigen lukkede mere op, og kiggede mig smilende i øjnene, efter jeg havde delt hende interesse, som var at fylde sand i figuren. Hvor jeg så videre udviklede det til en leg, hvor figuren manglede øjne og ben osv. Jeg har set med mine egne øjne, at hvis jeg følger barnets initiativ, så er der god mulighed for at skabe god kontakt.

Vores syn på praksisfortællingerne

I historie 1 har vi lagt mærke til hvordan fordomme og stigmatisering kan påvirke et barn i en institution, og hvordan kommunikationen mellem pædagogerne er. Vi har også snakket om at pædagogerne taler om drengen, “som om” de er i backstage selvom de befinder sig blandt børnene hvor de skal være i rollerne som pædagog og være i frontstage. Derudover har vi kigget på relationen mellem pædagogen og borgeren i historie 2. Vi har set at to virkeligheder er forskellige, og hvordan objektiviteten kan sættes i parentes når pædagogen følger institutionens regler. Man har hver sin virkeligheds oplevelse af hvad der er vigtigt for en selv, og at man derfor skal respektere at man har forskellige opfattelser.
I historie 3 har vi set hvordan kultur og sprogbarrierer kan have betydning for et barn i en institution, og i nogle tilfælde kan medføre til eksklusion. Her er det vigtigt at pædagogen er inkluderende i arbejdet. Vi har lagt mærke til anvendelsen af ICDP ofte forekommer. Hun følger initiativ og er positiv responderende via kropssprog og verbalt sprog. Der er meget fokus på de første 6 samspilstemaer.
Vi ser ting forskelligt, og i de forskellige situationer, har nogen kigget mere i dybden på hvad der er sket mellem den professionelle og borgeren, mens andre har set det som den måde de selv vil reagere på, og har fravalgt at kigge på mange af tingene.

Når vi kigger på praksisfortællingerne er der flere emner der går igen. Inklusion, socialisering og relation er nogle af de ting fortællingerne har tilfælles. I nogle af praksisfortællingerne har inklusion været en stor del af arbejdet i institutionen, og omvendt har vi lagt mærke til de børn som har oplevet eksklusion.

Vi har alle i gruppen fokuseret meget på teori når vi har set de forskellige praksi fortællinger. Vi har alle været bevidste om at vi i praksis ikke har haft for mange forforståelser med.

I fortælling 2 har det været svært for personen der skrev den, at være subjektiv. da hun arbejder der i hverdagen. her har hun været bevidst om at være sammen med de børn hun ikke plejer at være.

Det er hellere ikke til at undgå at have forforståelser, i nogen af institutionerne har der været børn med en anden etnisk baggrund tænker man at det ikke er sikkert de forstår hvad jeg siger, men vil stadig snakke med barnet, som jeg vil med alle de andre.