Kan kropssprog erstatte det verbale sprog?

Kan kropssprog erstatte det verbale sprog??

-Eller det verbale sprog, erstatte kropssprog? Eller kan disse to sprog, kún fungere i samspil med hinanden, og ikke uden hinanden?

Vi har i vores gruppe, diskuteret dette emne. Vi har nemlig et eksempel fra praksis af, som argumenterer for at kropssprog kan erstatte verbalt sprog ganske fint. Og især meget bedre, end det verbale kan erstatte det kropsslige.

Her er historien fra praksis, som vi mener understøtter dette argument:

Martina er i praktik i en børnehave. Børnehaven har 3 afdelinger, som er delt op i hver deres huse men med fælles legeplads.

Da der er sommerferie er Martina nød til at være 2 uger henne i en anden afdeling.

Her møder Martina to tvillingebørn (dreng og pige), som sammen med deres mor, er flygtninge fra Afrika. De har ikke været i Danmark i særlig lang tid og kan derfor ikke det danske sprog. Deres mor kan heller ikke sproget, men kan en lille smule engelsk – det kan børnene ikke.

Martina får hurtigt observeret at de to tvillinger, har svært ved at omgås de andre børn, da de ikke verbalt kan kommunikere med dem. Børnene virker også ofte forvirret over, de meldinger de får fra de voksne af. Martina får også observeret at de voksne i børnehaven har svært ved at kommunikere med de to børn, og især endnu sværere ved det i den travle hverdag, som der ofte er i denne børnehave.

De to tvillingebørn er derfor ofte overladt til sig selv, da de hverken kan kommunikere med børnene eller de voksne.

En dag sidder pigen i sandkassen og prøver at lege med sand. Martina observerer at hun prøver og efterligne hvad de andre børn i sandkassen gør, men har svært ved at forstå hvad denne form for ”leg” går ud på.

Martina går hen til pigen, sætter sig ned på hug, og helt uden brug af det verbale sprog tager hun pigens sandkasseform, fylder den med sand og viser hvordan man gør. Da Martina er færdig og lægger formen fra sig, giver pigen hende den i hånden igen. Martina laver derfor sandformen igen, og gentager det et par gange overfor pigen, så hun kan se hvordan man skal gøre. (Der har stadig ikke endnu, været brugt det verbale sprog)

Det ender ud i at pigen begynder at finde andre forme som Martina skal fylde med sand og vende på hoved. Til sidst da de har prøvet nærmest alle formene der er i sandkassen, tager pigen nu selv en form i hånden og gør det samme, som Martina gjorde de mange andre gange. Hun viser altså Martina, at hun har lært det og nu kan gøre det selv, uden hjælp.

Men Martina og pigen forsætter legen, og begynder at gøre det samme som før, men nu med spande, og andre ting. Pigen begynder nu få gange, at sætte ord på tingene. Eks. efter hun har lavet en form, siger hun ”se” og Martina ser det, kigger anerkendende på hende og siger ”flot”.

Dette forsætter i lidt tid, og det ender ud i at de udveksler få korte ord, i deres leg.

Refleksion 💭

Pigen går fra at slet ikke vide hvad hun skal gøre, eller sige – til faktisk at vide hvordan hun skal gøre og kunne begynde at sætte få ord på det.

Har kropssproget så ikke erstattet det verbale i situationen? For kunne Martina egentligt have skabt denne relation til pigen, hvis vi kun brugte det verbale og ikke det kropsslige?

Da Martina vælger at kontakte pigen uden brug af det verbale sprog, men kun det kropslige, justere hun sig efter pigens rammer. Idet pigen ikke kan sproget, så derfor bruger Martina heller ikke sproget.

Det at Martina i første omgang overhovedet kontakter pigen, sætter sig på hug og vil lære hende at lege i sandkassen, viser også at Martina er glad for barnet/pigen og viser også undervejs i ”legen” mange positive følelser, ved bl.a. at sige ”flot” på en anerkendende måde.

Når Martina siger ”flot”, på en anerkendende måde, giver hun også ros til pigen omkring at det hun har lavet, er flot.

Når Martina sætter sig ned ved pigen og bruger sandformen som et fælles tredje, skaber hun også et rum for dem begge, hvor relationen nemmere kan dannes.

Her ser Martina også pigen som et subjekt, altså det er pigen der er i fokus, og ikke Martina, idet hun følger pigens initiativ.

Martina guider hende ind i  NUZO ved at hun først viser pigen hvordan hun skal lave sandformen, her går hun foran. Dernæst sidder hun sammen med pigen og sikre at pigen med hendes hjælp, kan finde ud af det, altså går ved siden af. Og til sidst ser hun på sigt de næst kommende hverdage, at pigen nu selv kan finde ud af det og går derfor bagved. 

Hvad synes i???.....